Kan du lide mælkebøtter? Det er der mange som ikke kan, og som går og bander over dem, mens de forsøger at trække dem op med rode eller forgifte dem med round-up.
Ja, mælkebøtter kommer let i vejen for os mennesker. Frøene flyver afsted og spirer overalt: i flotte græsplæner, imellem de nye fliser og endda op gennem asfalten på vejene.
Men lad mig vise dig en anden side af den her lille standhaftige blomsterplante. For den er – på sin helt egen måde – både underlig og vidunderlig.
Vil du hellere lytte? Så tag vores podcast-afsnit om Mælkebøttens hemmeligheder i ørene. Der kan du blandt andet høre om naturen, blomsterplanter og en frygtelig, farlig park.
Klonerne kommer
Forestil dig en en mark, der er gul af mælkebøtter.
Sikke mange forskellige mælkebøtter, tænker du måske … men nej!
Alle de mælkebøtter, du ser, er nemlig slet ikke forskellige. De er helt ens. De er allesammen kloner af hinanden. For mælkebøtten får ikke "børn" ligesom de fleste andre blomster.
Du kender nok historien om bierne og blomsterne, hvor en blomst jo befrugtes af en anden med hjælp fra en bi eller en brumbasse. Men sådan fungerer mælkebøtter ikke!
Alle frøene i en mælkebøtte er i stedet kloner af mor-planten. De er altså allesammen fuldstændig ens. Ligesom én-æggede tvillinger.
Det er derfor at mælkebøtten er en "pionér-plante". Den kan sprede sig hvor som helst. Den har ikke brug for insekter til at bestøve sig, og så flyver frøene også langt med vinden.
Det er også derfor, børn der klarer sig godt, selvom de kommer fra svære kår, bliver kaldt for mælkebøtte-børn.
