Danmarks flag

Dannebrog

Det danske flag, Danne­brog, er symbolet på Danmark — og især på det danske folke­styre. Som spejdere fejrer vi Danmark og demo­kratiet ved at hejse Danne­brog, når vi er på tur. Læs hvorfor og hvordan her.

Du har måske hørt den gamle beret­ning om, at flaget faldt ned fra himlen i “Volmer­slaget” ved Reval i Est­land d. 15. juni 1219 (Valdemars­dagen). Det var dog først i 1500-tallet, at sagnet om Danne­brog blev knyttet til Volmer­slaget. Flere ældre kilder kæder i stedet myten sammen med Slaget ved Fel­lin i 1208.

Op igennem 1800-tallet blev Danne­brog og fædrelands­sange en vigtig del af kampen for demo­krati. Den tradition holdes i hævd blandt spejdere, hvor flaget og flag­sangene på en enkel og prak­tisk måde fejrer folke­styret.

Vil du hellere lytte? Så tag vores podcast-afsnit om "Fra himlen er du faldet" i ørene. Der kan du blandt andet høre om hvordan Dannebrog og danske fædrelandssange spillede en stor rolle, da Danmark blev et demokrati.

Opstilling om flaget

I halv-cirkel med åb­ning mod solen.

Foto: Johny Kristensen

Flag-hejsning

Som spejdere fejrer vi Danmark og demo­kratiet ved at hejse Danne­brog, når vi er på tur. En flag­hejsning kan for eksempel foregå sådan her:

  1. Lejren tager opstilling i en halv­cirkel omkring flaget med åb­sning mod solen.
  2. De to spejdere, der står for flaghejsningen, gør sig klar ved flag­stangen. De binder flaget på snoren med flagknob. Når de er klar, gør de tegn til lejr­lederen.
  3. Lejrlederen siger “Respekt for flaget”, hoved­beklædning tages af, og al mumlen for­stummer.
  4. Lejrlederen siger “Hils flaget”. Alle hæver højre hånd og gør spejder­hilsen til flaget.
  5. Lejrlederen siger “Sæt flaget”, og de to an­svar­lige spejdere hejser flaget.
  6. Når flaget når til tops, siger lejr­lederen “Hånd ned”, og så synges “Vaj højt, vaj stolt”. De to spejdere venter med at fast­gøre flag­linen, indtil sangen er sunget færdig.
  7. Efter meddelelser siger lejr­lederen “Træd af”. De to flag­hejsere husker at træde tilbage og hilse på flaget, inden de for­lader pladsen.

Vaj højt, vaj stolt og frit vort flag
med dugen hvid og rød!
og vidn vor sag er Danmarks sag!
vi vil ej savnes på den dag,
da terningen om liv og død
skal rulle i dit skød!

Vaj højt, vort mærke, fra din stang
i solskin, regn og vind!
flyv lystig gennem skov og vang,
ombrust af glade stemmers klang;
men væk og alvor i vort sind!
vi os til manddom ind!

Flag-nedtagning

Flag-nedtagning foregår på samme måde som flag­hejsning, bortset fra at man tager flaget ned i stedet for at hejse det op. Der­udover synges "Fra himlen er du faldet", og så hilser flag­nedtagerne ikke på flag­stangen (for man hilser ikke på en tom stang).

Fra himlen er du faldet,
du Danmarks helligdom!
Did har du kæmper kaldet,
som verden leder om.
Så længe rygtet svinger
sig over land og sø,
mens Nordens harpe klinger,
din ros skal ej uddø.

Læg flaget sammen

Nogen siger at flaget ikke må røre jorden, og at det har noget med Gud og djævelen at gøre. Man kan også bare lidt prak­isk på det: Flaget må ikke blive be­skidt. Det er også derfor, at man sør­ger for at lægge det hvide indad, når man læg­ger flaget sammen.

Det letteste er at lægge flaget sam­men på langs, og så rulle det med den hvide tvær­stribe inderst.

Man må ikke kunne se det hvide

Læg flaget i tredje­dele, og rul det, så det hvide kom­mer inderst.

Tegning: Alice Vestergaard

Du kan læse meget mere om medborgerskab og Dannebrog i spejder­håndbogen Spejderliv.

Cookie- og privatlivsindstillinger Åbn