Overnatning
Vandreture med overnatninger er altid de bedste. Det er særligt hyggeligt, når hele patruljen efter en lang hike falder i søvn på et høloft, i en bivuak eller under den åbne himmel.
Overnat i en skov
Det er tilladt at overnatte i alle statsskove, hvis man nøjes med at sove under åben himmel. Derudover har mange statsskove fri teltning, hvor det er tilladt at overnatte 1 nat i 2 3-mands-telte, hvis man altså ikke generer andre. Man kalder det for 1-2-3 reglen.
Der er en oversigt over skove med fri teltning på siden udinaturen.dk, og regler for overnatning og fri teltning kan findes hos Naturstyrelsen.
Bank på en dør
Hvis man banker på en tilfældig dør, kan man tit få lov at låne folks græsplæner, toiletter og hølofter. De ved, at spejdere opfører sig fornuftigt, og måske oplever de det også som en slags eventyr at få en patrulje til overnatning …
Lad selvfølgelig være med at larme, svine eller være til unødigt besvær. Og når I næste dag går videre, kan I svinge tørklædet og sige pænt “tak for lån”. Det er ekstra betænksomt hvis I medbringer en lille gave med til jeres værter – det kan være et håndlavet kort, et snittet patrulje-emblem eller noget andet småt og sødt.
Overnat under åben himmel
At sove under stjernerne er noget særligt. Læg jer på liggeunderlag, kravl ned i soveposerne og kig op. Hvis der er skyfrit, kan I se Mælkevejen og en masse stjernebillederne. Vælg en beskyttet plads, hvor der ikke er risiko for at blive overrasket af regn, og hold øje med vejrudsigten inden I slår lejr.
Vær opmærksom på, at duggen kan gøre sovepose og tøj fugtigt i løbet af natten. Det kan forhindres ved at pakke soveposen ned i en vandtæt pose. Om morgenen er det hyggeligt at ligge lidt og høre fuglene vågne op, inden patruljen samler sig om morgenmaden.
Overnat i bivuak
En bivuak kan bygges af et oversejl som en presenning eller et regnslag (også kaldet en tarp). Den kan bygges på flere forskellige måder alt efter hvor meget det blæser, og hvor koldt det er (se tegningerne). Sørg for at stramme bivuakken godt op og sætte pløkke i, så regnen ikke kan samle sig i fordybninger på oversejlet. På samme måde kan I forhindre oversejlet i at larme i blæsten.
Det handler om at bruge, hvad I har ved hånden; det kan være træer, grene eller teltstænger, men bivuakker er gennem tiderne også blevet holdt oppe af både krykker, vandrestave og patruljestandere og bundet fast med alt fra gaffatape og snørebånd til halstørklæder og bælter.
Når I efter en god nats søvn forlader overnatningspladsen, så husk at gøre det pænt. Som spejdere sætter vi en ære i, at det eneste, vi efterlader, er vores fodspor.

Åben bivuak
Ved vindstille og varme nætter kan man bygge en høj bivuak ved at spænde presenningen ud mellem to træer, så man undgår dug. På den måde har man rigeligt med udsyn til omgivelserne og kan se ud på naturen.

Halvåben bivuak
Med vind eller koldere nætter bør bivuakken lukkes i vindsiden. Hvis man har en bålplads, kan man nyde strålevarmen fra bålet i den åbne side.

Lukket bivuak
Når det blæser meget eller er meget koldt, kan man lukke bivuakken i to, tre eller alle fire sider. Hold konstruktionen lav, så I let kan varme bivuakken op. Hvis I lukker alle sider, skal I stadig sørge for en udluftningskanal ved bunden og ved toppen, så luften ikke bliver fugtig og I undgår kondens.
Overnat i en shelter
En shelter er en lille lav bygning, lukket på tre sider og hævet en halv meter over jorden. Her er fordelen selvfølgelig at I slipper for at slæbe en pressening eller et telt med, og at I ligger tørt, men helt tæt på naturen. Der findes masser af shelters og naturlejrpladser, som I kan bruge til overnatning. Læs mere på shelterapp.dk, udinaturen.dk, brugminbaghave.dk eller i bogen Overnatning i det fri.
Overnat i telt
Et telt giver læ for vind og regn og er et godt valg, når vejret er koldt og blæsende. Vælg en jævn og tør teltplads, og undgå for så vidt muligt at slå teltet op under enkeltstående træer.
Øv jer i at slå teltet op, inden I tager af sted. Det er ikke det sjoveste at finde ud af, hvordan stængerne skal sidde, når det regner.
Selv om det er koldt, skal I ligesom med bivuakken, sørge for lidt ventilation, så der ikke dannes kondens på indersiden af teltdugen.
Der findes ikke noget mere hyggeligt, at ligge tørt og varmt i sin sovepose, mens regnen trommer på teltdugen og blæsten hviner udenfor.