Orienteringsløb
På et orienteringsløb skal du finde en række poster i landskabet kun med brug af kort og kompas.
Vælg en rute, hvor du kan løbe længst muligt på stier. Undgå moser, tæt skov og områder, hvor højdekurverne ligger tæt sammen (altså bakker og dale). Orientér dig hele tiden efter kort, kompas og omgivelser. Genkend veje, åer, bakker og dale fra kortet, og vær opmærksom på, at nogle signaturer godt kan have ændret sig, siden kortet blev tegnet.
Med et orienteringskort planlægger du vejen til næste post og vælger for eksempel, at du skal dreje ind på en skovsti om 300 m. Hvis du ved, at du skal bruge 110 skridt på at gå 100 m, så tæller du 330 skridt og finder let den lille skovsti.
Planlæg et orienteringsløb
Orienteringsløb er rigtig gode til at afprøve, hvor gode I er blevet til at finde vej. I mange af Naturstyrelsens skove er der opsat faste orienteringsløb, men I kan også opsætte jeres egne poster.
Placering af poster
Meningen er, at I skal øve jer i at finde vej på egen hånd. Læg derfor posterne, så I ikke støder på hinanden under løbet. På den måde vil det første hold ikke afsløre posten for de senere hold.
- Læg posten så tilgående og fragående hold ikke mødes. Det betyder, at vejen hen til posten og vejen videre til næste post peger væk fra hinanden. Hvis du tegner ruten ind på et kort, skal du undgå, at ruten har “skarpe” vinkler.
- Undgå at lægge poster lige før en forhindring som en bakke eller en sø. Så vil søen og bakken presse fragående og tilgående hold til at vælge samme rute. Læg dem i stedet gerne bag ved forhindringen.
Afmærkning
En post kan markeres med et stykke lamineret papir eller en skærm; men posten kan også være umærket. Husk, at om natten er det særlig svært at finde rundt, så der skal man vælge en ekstra tydelig post-markering - f.eks. med store reflekser eller lysende lygter. Husk også at nedtage posterne efter endt brug.
”Klemmer”
Du kan bruge forskellige måder til at sikre, at alle posterne bliver besøgt. Brug en klemme med et særligt mønster, som sætter mærker i en løbs-seddel, eller brug en QR-kode, der aflæses med en mobiltelefon. I “rigtige” orienteringsløb har hver løber en chip, som bliver aflæst på hver post af en chipaflæser.
Typer af orienteringsløb
Her er en liste med idéer til forskellige slags løb:

Almindeligt o-løb: Alle posterne er tegnet ind på kortet, og de skal besøges i rigtig rækkefølge.

Tidsløb: Alle poster er tegnet ind, og man får point efter, hvem der når hurtigst frem til posten. Brug for eksempel nummererede sedler, der rives af.

Serieløb: Patruljen får kun en post at vide ad gangen. Når posten er fundet, får patruljen at vide, hvor den næste post er.

Pointløb: Hver post giver forskellige antal point efter sværhedsgrad. Patruljen vælger selv rækkefølgen på posterne og forsøger at samle flest point.

Signaturløb: Falske og rigtige poster er tegnet ind på et kort. Hver rigtig post har en signaturbeskrivelse: “Mellem skov og mark”, “Ved et hus i 25 m højde”. Patruljen skal finde de rigtige poster ud fra beskrivelserne.

Figurløb: En del af en figur (f.eks. et stjernetegn) er tegnet ind. Patruljen skal genkende figuren og selv tegne resten af posterne ind.

Stjerneløb: Patruljen får en post at vide ad gangen og skal så tilbage til start for at få den næste post-beskrivelse.

Ruteløb: En rute er tegnet ind. Patruljen følger ruten og tegner posterne ind efterhånden, som de finder dem.
Streg-tegninger af Alice Vestergaard fra bogen Spejderliv.