Når det er nymåne og skyfrit, så læg dig ned på en mark og kig op: Alle Mælkevejens stjerner kigger tilbage på dig.
Virvarret af stjerner har vi mennesker ordnet i stjernebilleder; mange af dem er ældgamle og har rødder helt tilbage i Egypten og Babylon. De mest kendte er nok Lille Bjørn og Store Bjørn (som har Karlsvognen i sig). Mens Jorden drejer, danser de to bjørne rundt om Lille Bjørns hale, Nordstjernen, tæt fulgt af Bjørnevogteren.
Nordstjernen ligger altid mod Nord, og du kan finde den med hjælp af Karlsvognen. Så find Karlsvognen. Forestil dig en streg mellem de to yderste stjerner i vognen. Følg stregen opad i ca. fem gange sin egen længde. Der ligger Nordstjernen, og i dens retning ligger Nord.
Men der er jo masser af andre stjernebilleder deroppe på nattehimlen. Det kan godt være svært at finde rundt i. Derfor har vi lavet en kort video, hvor vi viser hvordan du finder de 15 vigtigste stjernebilleder på himlen. Det tager kun 10 minutter.
En vidoe med en let metode til at finde 15 klare stjernebilleder.
For at finde rundt har vi tegnet en stjernehimmel, der bare viser stjernerne. Og så har vi også tegnet et stjernekort, hvor du kan se alle stjernebilederne og de kraftigste stjerner. Så kan du let øve dig i at finde stjernerne på stjernehimlen - også selvom det er overskyet udenfor.
Nogle gange kan man også se planeter vandre over himlen. De ligger alle på båndet Ekliptika, der går igennem de 12 stjernetegn. Det kan du også se på stjernekortet.
Du kan også se om, du kan finde den klareste stjerne på himlen. Det er hundestjernen, Sirius, i stjernebilledet Store Hund. Den er en af helten Orions to jagthunde. Orion kæmper selv mod Tyren for at finde de syv prinsesser, Plejaderne.
Du kan også finde kong Cepheus og dronning Cassiopeia, hvis datter, prinsesse Andromeda, bliver reddet af helten Perseus. Lige over prinsessens knæ kan du måske ane en lille lys plet. Den lille plet er faktisk 2,5 millioner år gammelt lys, der er udsendt af Andromeda-galaksens 1 billion stjerner.
Sådan ser stjernehimlen ud på den nordlige halvkugle. Hvis du gerne vil lære at genkende stjernebillederne, kan du øve dig her. Hvis du kan genkende stjernebillederne på det her stjernekort, kan du næsten med sikkerhed finde dem ude på den rigtige stjernehimmel.
Stjernebillederne på den nordlige halvkugle. Vi har også markeret nogle særligt klare stjerner som Nordstjernen, Procyon og Altair. Derudover kan du finde de tre asterismer: Karlsvognen, Sommertrekanten og Vintertrekanten. Men husk, der er ikke tegnet streger på den rigtige stjernehimmel, så øv dig i stedet på stjernekortet oven over.
© Spejderliv og Kim G. L. Pedersen 2019
Stjernehimlen er tegnet med data fra ESAs Hipparcos-mission og GAIAs billede af Mælkevejen (© ESA/Hipparcos/Gaia/DPAC) og er derfor frigivet under CC BY-SA 3.0 IGO.
Du kan også hente de to stjernekort til udprint lige her: stjerner.pdf.
Læs mere om sol, stjerner og universet i bogen Spejderliv